Presse

Thomas first and foremost plays an outstanding tenor sax, but in addition keeps making the headlines as a composer and arranger involved in numerous, innovative projects.

--Czas--

BAYREUTH
Von Frank Piontek

Daneben geraten die kurzen Stücke von Liszt, Graf und Thomas Agergaard fast zu Aphorismen, und so heißt denn
auch das Stück des Dänen. Trotzdem: schön, Liszts zweite Elegie zu hören (diese typisch Liszt’sche Mixtur aus
Einsamkeit und Ekstase), auch Grafs motorischen Geschwindmarsch.

Tchicai’s soprano sax along with the extremely talented multi-woodwind man, Thomas Agergaard chair the lead solo duties as “A Chaos With Some Kind of Order” steadily evolves .

Glenn Astarita: Downbeat

Thomas Agergaard har en baggrund som jazzsaxofonist. Han eksperimenterer i sine CD-udgivelser ofte med forskellige udtryk der dog altid har det tilfældes, at de er vældig godt komponeret. Det er også tilfældet med lydinstallationen ”Growth”.

Som en intelligent ambient musik udfolder den sig i fem satser der primært adskiller sig fra hinanden i indfaldsvinklen til den overordnede lyd. De fem satser repræsenterer hver sin nuance eller hver sin tilgang til værkets gennemgående lydbillede - som stadier eller satser i et samlet forløb. På CD’en er der tilføjet to ekstra skæringer, som fint glider ind i den overordnede æstetik men som samtidig lydligt og formalt lever deres eget liv.

Musikken er behagelig at lytte til som tapet samtidig med at den tåler opmærksom nærlytning. Komponisten føles nærværende både som den legende og den stramt strukturerende. I kraft af Agergaards evne til på én og samme tid at fastholde og variere en grundide er det ganske enkelt interessant at lytte til. Hele tiden!

Svend Hvidtfelt Nielsen. DMT 2010


Moonstone Journey

Music of John Tchicai played by Ok Nok..Kongo

By Glenn Astarita

Longtime contributor to AAJ and Downbeat, Jazz Review, EjazzNews, Radio DirectX.

The highly revered saxophonist-composer John Tchicai has performed with larger than life jazz icons such as John Coltrane, Archie Shepp and was a member of the now legendary “New York Art Quartet”. Besides his long-standing influence on the avant-garde scene, Tchicai has been actively involved in the burgeoning Danish “modern jazz” scene. Spirited contributions to Pierre Dorge’s New Jungle Orchestra on this years “Giraf” cd (see AAJ July ’99 review) and other stouthearted engagements have proven noteworthy as Mr. Tchicai himself is of Congolese-Danish origin. On Moonstone Journey “music by John Tchicai played by Ok Nok....Kongo” (an anagram) features the master along with some of the most exciting Danish jazz musicians on today’s scene. The results are profoundly rewarding!

The title track, “Moonstone Journey” features a bouncy, borderline bop-ish motif, enhanced by Nils Davidsen’s killer walking bass line which emphasizes the hard-edged meter and clever horn arrangement. Tchicai’s soprano sax along with the extremely talented multi-woodwind man, Thomas Agergaard chair the lead solo duties as “A Chaos With Some Kind of Order” steadily evolves over a hybrid African-Latin beat. Here, the twin saxophonists seem comfortable trading often glistening, majestic choruses. On “Spirals Of Ruby” , the horn section speaks volumes and authoritatively over a heavy funk-rock beat; hence a multi-layered and quite captivating arrangement.

The confidence and originality of this band serve Mr. Tchicai’s compositions well as “Climbing The Mountain” commences with Mads Hyhne’s explosive trombone solo...This piece takes off into “hard swing” territory, accentuated by Tchicai’s intense blowing yet keenly intelligent phrasing on tenor. Again, Nils Davidsen provides the booming bass along with the crisp drumming of Martin Andersen. "Hypothesis” is slightly chamberesque, with nods to free jazz, ultimately evolving into a melodic swing romp. On this piece, clarinetist Peter Fuglsang performs articulately, augmented by brief yet poignant choruses from the horn section acting as catalysts. Again, Tchicai’s high-octane tenor sax soloing is a sheer delight while at times counter balancing the tight as a drum horn charts. Soft textural arrangements on “At The Lotus Lake” and upbeat, odd-metered funk close out this recording on “Monk Me”

This octet does not reinvent modern jazz yet communicates a distinctively appealing yet stylized demeanor, which works wonders. Danish Jazz is on the move once again and for those of you in the New York City area this September, be sure to catch the Danish Jazz festival at various locations in or around the City. It should be well worth your time! * * * * ½

Personnel:

Thomas Agergaard; Soprano Sax, Tenor Sax, Flute: Martin Andersen; Drums: Niclas Knudsen; Guitar: Kasper Tranberg; Cornet: Nils Davidsen; Bass: Mads Hyhne; Trombone: Peter Fuglsang; Alto Sax, Clarinet: John Tchicai; Soprano Sax, Tenor Sax.

Style: Modern Jazz

Behind this - strange, admittedly - band name you will find Thomas Agergaard, one of the most versatile and accomplished Danish tenor players of the younger generation. Thomas first and foremost plays an outstanding tenor sax, but in addition keeps making the headlines as a composer and arranger involved in numerous, innovative projects.

On this, his second album he is surrounded by a group of young fellows, each of whom have already been recognized as excellent jazz musicians in their own right. In addition, John Tchicai - the renowned Danish expatriate - is featured on two of the songs. Also, Tchicai contributed with two compositions -"Thrift Shopping" and "Sorry About That'. The music escapes "labelling" because of its layers and variety. Is it modern? - yes, absolutely! Avant-garde? - no, not really. So-called "serious" jazz? That depends on one's angle: "yes", in the sense that the music skilfully builds on a multitude of milestones and precedents in jazz, but "no" in terms of humour and immediate appeal. OK NOK ...KONGO is anything but boring!

-- Czas –

Prædikant på saxofon

5 af 6 stjerner

Koncert: Agergaard/Dahl/Vitous/Mazur

Thomas Agergaards tonerækker fremstår som en fortælling, et foredrag eller en prædiken i ordets bedste betydning.

Af Kjeld Frandsen

Søndag den 15. juli 2007, 03:30

Det var en meget målrettet og afklaret Thomas Agergaard, der denne aften indtog scenen i Copenhagen Jazz House sammen med et hold af både velvalgte og eminente musikere.

Den nu 45-årige musiker er et velrenommeret navn på den danske jazzscene. Alligevel har han i de senere år valgt at være lidt usynlig. Men han er ikke blevet glemt. Tværtimod. Det fyldte jazzhus talte sit klare sprog om forventning.

Thomas Agergaard har utvivlsomt arbejdet intenst med sin musik og måske har han ikke mindst tænkt over, hvad musik er for en størrelse.

Her var den i hvert fald - indledningsvis med et ekspressivt tonebombardement - med efterklange af europæisk avantgarde. Men der var ikke tale om noget vildt eller noget fortænkt. Her handlede det om åbenhed og kreativitet, og også om disciplin og så måske ikke mindst om at være til stede i nuet.

Thomas Agergaard har nu udviklet en så fornem, organisk og personlig klang på sin tenorsaxofon, at han kan udtrykke sig meningsfyldt med blot en enkelt tone. Dertil forstår han at anvende pauser, og hans improviserede tonerækker fremstår som en fortælling, et foredrag eller en prædiken i ordets bedste betydning.

En række kompositioner eller skitser lå til grund for denne aftens musikalske forløb, men der var i høj grad tale om intuitiv musik, som blev skabt af mennesker i uophørlig kommunikation.

Enhver, der kender pianisten Carsten Dahl og trommeslageren Marilyn Mazur, ved, at det er musikere, der bare er helt på hjemmebane, når der skal kommunikeres og improviseres og opbygges nye musikuniverser. Og det er overflødigt at sige, at begge ydede fascinerende præstationer.

Og så satte aftenens fjerde musiker da også i høj grad sit præg på begivenhederne. Den nu 59-årige tjekkiske bassist Miroslav Vitous, der i mange år har arbejdet i USA, kan virkeligt komme omkring - både virtuost, reflekterende og opfindsomt - på en kontrabas, og dertil kan han levere et imponerende buespil, der nærmest har en saxofonagtig lyd

Aftenens musik bevægede sig fra de statiske mønstre og rundgange til en varm og bevægelig puls og retur, og der var melodier, som ikke sjældent havde fine stænk af nordisk folklore, og som fik de fire musikere til at kreere nye melodilinjer - og så bare lige gribe hinandens idéer i flugten.

Anden afdeling blev indledt med duospil af Thomas Agergaard og Marilyn Mazur. Saxofon og trommer kan jo nemt udvikle sig til en blandet fornøjelse, men her var det bare ren fornøjelse. Der spilles jo meget trommer, og trommeslagere får hyppigt alt for meget spillerum. Men Marilyn Mazur gør en forskel. For der er fortsat magi i hver eneste lyd, hun skaber på sit sindrige slagtøjsarsenal.

Efterfølgende blev der plads for et herligt stykke klaver/bas/tromme-jazz, inden Thomas Agergaard atter som manden i midten lod sine melodier og sine udsagn flagre af sted. Og så blev der tid til noget hidsigt uptempo-musik og slutteligt et rigtig romantisk stykke med en stille puls og nogle fine referencer til jazzstandarden »Stella By Starlight«. Jo, stjernestunder var ingen mangelvare.

Agergaard fusionerer jazz og klassisk

Af Boris Rabinowitsch

’Third stream’ var for et halvt århundrede siden betegnelsen for en hybrid musikform, der forsøgte at bygge bro mellem jazzen og den klassiske musik. Men allerede inden da havde Igor Stravinskij komponeret sin ’Ebony Concerto’ for Benny Goodmans orkester, og jeg synes også, at man hører ham spøge lidt i baggrunden på en cd, hvor tenorsaxofonisten præsenterer sig som komponist til en række stykker, der ligeledes bevæger sig tværs igennem de to musikalske lejre.


Fra akkord til akkord

De elleve skrevet for en besætning af jazzmusikere, der varierer mellem fem og otte medlemmer, de fire øvrige for en klassisk blæserkvintet. De førstnævnte falder i to kategorier.

På den ene side de stykker, der har et elegisk præg. Ikke mindst ’Haunt The Place’ og ’Sense’ er stemningsfulde.

Fremragende fremførelse

På den anden er der de stykker af munter, for ikke at sige spøjs karakter, og blandt dem er deradskillige pletskud. Først og fremmest ’Young’, men også ’Sign’ er et herligt indslag i sin svævendefornemmelse med trommeslageren Peter Bruun, hvis inciterende spil hele vejen igennem i høj gradbidrager til at løfte musikken.

Og så må jeg jo sige, at de fire gennemkomponerede stykker, Agergaard har skrevet til den klassiske blæserkvintet, står umådeligt udtryksfulde i deres knappe form og fremragende fremførelse.

Organisk, følsomt og blidt

Third Voyage: Captain Grant's Children (Time Span Records/Gateway)

De tre jazzmusikere Martin Maretti Andersen på trommer, Thomas Agergaard på sax og Torben Westergaard på el-bas har under navnet Third Voyage lavet pladen Captain Grant's Children. Det er en levende organisk plade, hvor tonerne nærmest vokser frem af hinanden. Det er et følsomt og blidt væsen, der ikke er fjernt fra Motian/Lovano/Frisell trioen - bare med mere puls. På en rejse langs den 37. breddegrad leder Kaptajn Grant's børn efter deres far. Det er den ultrakorte version af Jules Verne's roman Kaptajn Grant's børn fra 1868, der her giver titel til pladen. På samme måde er trioen Third Voyage også i gang med en afsøgning, hvor de undervejs møder nye og ukendte verdener. Rejsen foretages med det velkendte transportmiddel - jazzen. De tre musikere tilhører en eksklusiv skare af stærke danske musikalske personligheder. De bidrager hver især med deres musikalske personlighed og når de blandes sammen kommer der noget nyt og unikt ud af det. Pladen er optaget over fem timer på en dag og dokumenterer på fineste vis en unik trio. Torben Westergaard på en fantastisk vellydende, dynamisk bas. Martin Maretti Andersen's trommespil pulserer konstant og med den tilføjede percussion meget fyldig i lydbilledet. Thomas Agergaard er ofte rost for sin stærke personlige tone, hvilket ikke er nogen undtagelse på Captain Grant's Children.

Bonusinfo:

Third Voyage: www.thirdvoyage.dk
My Space: www.myspace.com/voyage3

Jazz Special

Agergaard-Westergaard-Andersen

Third Voyage- Capatin Grants Children

Hvis man har fulgt Thomas Agergaard i årevis, ved man at han altid er fuld af overraskelser, legende eller seriøs, Jazz og Boksning, store projekter, små projekter, ude på en linje med Tchicai og så pludselig noget helt andet. "tredje Rejse" er virkelig en ny vej for den lange tenor at tage ud på. Tone og fraseringer er blødt op, der er melodi i de fleste fraser og når man forstår at dette er en helt spontan optagelse, gjort på fem timer - ja, så må man sige at trioen hænger godt sammen og åbenbart er mere telepatiske end f.eks YouSee.

Agergaard har udviklet sit tenorspil enormt, og jeg kan slet ikke pege på hvem han har som forbillede. hvis man behøver det. Getz, Shepp, Brecker, Shorter, Garbarek et sted i det univers , men det er bløder mere intenst og med en dejlig varm tone mellem blad og messing. Bag ham er de to legekammerater, som aldrig kommer i vejen.

Martin M. Andersen er mest til bjælder og rasler og egentlig ikke meget trommer som sådan og Westergaards bas ligger helt oppe i luth-leje, som er med til at gøre indtrykket så fint og luftigt. Det er lige før man kan meditere til det - hvis man stadig må det i år, for udviklingen går langsomt, roligt frem i en sammenhæng, som falder godt i sindet. Efterhånden bliver der mere for de 2 rytmefolk at tage fat i - utraditionelt.

Noget om Kapatin Grant's Børn, men det må være 5. generation, for vi sejler da lidt ud i Avartar billeder efetrhåden som rumrejsen når ud i hyperspace - men vi flipper ikke, der er blå planet og natur omkring os. En udsædvanlig inspireret og vellykket udgivelse.

Henrik Wolsgaard-Iversen

Jazz Special

Boiler

The All Ear Trio | Ninth World Music (2007)


Style: Modern Jazz

By ROBERT IANNAPOLLO

Published: February 7, 2008

Although born in Denmark, the peripatetic John Tchicai  has been a true citizen of the world in his forty-plus years of performing. He has resided in various parts of the globe and been a willing collaborator with everyone from West African drum ensembles to electronic mavens Spring Heel Jack . But periodically, he seems to go back to his native Denmark, renewing collaborations with old friends as well as playing with musicians several generations removed from his own. Drummer Peter Ole Jorgensen's relationship with Tchicai goes back to the late 1980s when Tchicai recorded an album with Jorgensen's band Clinch and saxophonist Thomas Agergaard recorded with Tchicai on the latter's 1999 album Moonstone Journey; these three formed The All Ear Trio . But added to the mix and making it a quartet is an old cohort of Tchicai's, American bassist Sirone , who now resides in Germany.

The program on Boiler is a mix of free improvs, originals by the group's members and a standard ("Alice In Wonderland ). It's a nicely varied group of pieces. Surprisingly, "Back Yard Trouble," which sounds like it could be an Ornette Coleman  piece, is given a full-group accreditation indicating it's an improvisation. Tchicai's piece "Erik Momento is scored for a frontline instrumentation of flute (Agergaard) and bass clarinet. It's nice to hear Tchicai playing alto again, an instrument he all but abandoned around the early 1980s for the tenor. He and Agergaard mix well together and are easily distinguished from each other. Tchicai is known for a patented tart but lyrical sound; initial reaction might characterize it as fragile but deeper listening reveals its strength: tensile and flexible lines carved with assured strokes. It contrasts nicely with Agergaard's burly, fuller sound. Jorgensen is one of Denmark's finest drummers, as comfortable in his Wild Mans Band with Peter Brötzmann as he is with the more composed elements of a group like this. He and Sirone work well together, providing a solid yet flexible base for the frontline.

Boiler is a terrific record, successfully straddling the line between free improvisation and composition without selling either one short. And it contains some of the finest music recently made by a four-man trio.




The All Ear Trio at All About Jazz | More Links...

 

Thomas Agergaards Jazzpar 2002 Octet
Little Machines

Geraldine Keller, som på meget utraditionel vis former skulpturelle lyde med sin vokal, præger mere end de andre musikere på pladen helhedsindtrykket. Hun giver den netop dét ekstra, som gør den så usædvanligt interessant.

Den kompromisløse og ofte vanskeligt tilgængelige danske saxofonist Thomas Agergaard sammensatte op til Jazzpar 2002 et hold af musikere bestående af danske og udenlandske kapaciteter. Med den leverede han efterfølgende fire koncerter. Alle blev optaget, og Little Machines er et destillat fra disse. Musikken, som helt igennem er skrevet af Agergaard, er minutiøst arrangeret, kompleks og storladen. Rytmer og temaer er skæve og af samme grund særdeles udfordrende - hvilket ganske givet er en af forklaringerne på, at publikum til koncerterne blev delt i to grupper: De entusiastiske og de vrede. Os - der sidder med pladen på spilleren op til flere gange - kan konstatere, at flere aflytninger ikke kun afslører, at musikken er kompleks og krævende, men netop også rummer detaljer, der til stadighed gør den mere vedkommende. Den franske sopran Geraldine Keller, som på meget utraditionel vis former skulpturelle lyde med sin vokal, præger mere end de andre musikere på pladen helhedsindtrykket. Hun giver den netop dét ekstra, som gør den så usædvanlig interessant.

Dristig - i sin musikalske vision - er også tenorsaxofonisten Thomas Agergaard, der som den danske Jazzpar-komités udvalgte havde samlet et otte m/k-ensemble, blandt hvis medlemmer man fandt en blændende cellist, Hank Roberts, og en sopran, Geraldine Keller, der forstod at anvende sin stemme såvel i klassisk som i uortodoks forstand.

Sidstnævntes udfoldelser havde jeg det noget svært med ved de to koncerter, jeg overværede, men i forhold til dem fremstår musikken på cd'en strammet op og ydermere i en glimrende, velafbalanceret gengivelse, der giver et anderledes fortættet indtryk af musikken.

I instrumenternes indbyrdes motiviske forskydninger, sine ostinater og skiftende rytmiske parametre har musikken minimalistiske træk, men samtidig er der noget vildtvoksende over den.

For nogle af soloindsatserne fører det til, at musikken går i opløsning, men til gengæld kan virkningen være rent ud besættende i ensemblepassagerne. Sine steder næsten skræmmende, som i '70 Viginis', 'Little Machines' og 'Orion's Belt', hvor Kellers røst i høj grad bidrager til at skabe denne stemning, men også af en sær, drømmeagtig skønhed, som i 'Wings of Water'.

Og så har det været en fin idé at lade hele tre af de duetter for Agergaards tenor og Miroslav Vitous' bas, der indgik som faste indslag i hver koncert, danne en slags oaser gennem cd'ens forløb. Musik, man snarere skal sanse end prøve på at forstå.

Boris Rabinowitch

Hans Christian Andersens "Schneekönigin" gehört zu den Klassikern der Märchenliteratur. Sieben Geschichten erzählen, wie der kleine Karl von der eiskalten Schönen weit in den Norden verschleppt wird, nachdem Splitter aus dem Teufelsspiegel sich in sein Auge und Herz bohrten und alles Gute in ihm verschwinden ließen. Denn er sieht nun die Welt mit den Augen des Teufels, d.h. der Erwachsenen. Seine Freundin Gretchen macht sich auf die abenteuerliche Suche nach ihm. Auf ihrer Odyssee wird sie von einer alten Zauberin in ihrem Blumengarten festgehalten. Sprechende Krähen führen sie in ein Prinzenschloss. Und sie fällt in die Hände einer Räuberbande und verliert fast ihr Leben, wäre da nicht das Räubermädchen, das eine Spielkameradin sucht. Dank ihrer Hilfe gelangt Gretchen schließlich zum Palast der Schneekönigin. Gretchens Tränen erlösen Karl aus dem doppelten Zauberbann des Teufelsspiegels und des ewigen Eises. Zu Erwachsenen gereift, die sich ihr Kinderherz bewahren konnten, kehren Gretchen und Karl nach Hause zurück.
Der dänische Komponist Thomas Agergaard ist das Wagnis eingegangen, dieses allein schon sprachlich suggestive Gleichnis von der Kraft tiefer Liebe und Freundschaft für Jazz-Quartett musikalisch neu zu interpretieren. Das Ergebnis ist eine nahezu magische Symbiose von Text und Musik, zu der nicht unwesentlich der Hamburger Schauspieler und Stimmenimprovisator Dietmar Mues als Sprecher durch seine klanglich differenzierte Rezitation beiträgt.

Kategorie: Musikalisches Märchen
Musik: Thomas Agergaard
Text: Hans Christian Andersen (Bearb. Dietmar Mues)
Interpreten: Dietmar Mues (Erzähler), Agergaard Quartett
Verlag: Deutsche Grammophon/Kinder, Berlin
Produzent: Stephan von Löwis of Menar